Dosisdispensering
På Marselisborg Apotek kan du få dosispakket din medicin. Dette kan være relevant for dig, som er i behandling med flere slags lægemidler.
Dosispakket medicin giver færre fejl i din medicinering, hvis du får meget medicin og har svært ved at få /holde overblik over din medicin.
Hvad er dosispakket medicin?
Dosispakket medicin er pakket i små poser. På poserne står:
- Dit navn
- Dit CPR-nummer
- Hvornår du skal tage medicinen
- Navn på medicinen i posen
Fordele ved dosispakket medicin
Statistik og erfaring siger, at du med god sandsynlighed får:
- Bedre overblik over din medicin
- Undgår at tage for meget eller for lidt medicin
- Ikke glemmer din medicin
- Tager din medicin på det rigtige tidspunkt
- Bliver mere tryg ved din medicin
- Ikke skal kassere meget medicin, ved ophør eller skift til anden medicin
Hvordan foregår det?
Hvis du har et ønske om at for dosispakket medicin, skal du henvende dig til din læge, og fortælle om dit ønske. Lægen skal på recepten skrive, at din medicin skal pakkes i poser. Det aftales med apoteket hvornår din første dosisrulle skal starte, så du kan bruge det medicin op, du har i hjemmet.
Apoteket pakker medicin til 14 dages forbrug. Hvis du skal på ferie, kan apoteket dog pakke til højst 28 dage.
Apoteket kan pakke tabletter og kapsler – også ½ eller ¼ tabletter, hvis der er brug for det. Anden medicin får du ved siden af din dosisrulle.
Sammen med din dosisrulle får du altid en opdateret oversigt over hvad lægen har ordineret og hvad apoteket pakker. Hvis lægen ændrer i din medicin, får apoteket besked og ændrer din medicin fra næste dosisrulle.
Økonomi
Apoteket pakker altid den billigste medicin. Du skal betale et gebyr for at apoteket pakker din medicin. Du får tilskud til både medicin og pakkegebyr fra:
- Den offentlige sygesikring
- Kommunen (hvis du har helbredstillæg)
- Sygeforsikringen ”Danmark”
Du kan selv beregne hvad du skal betale i pakkegebyr her:
Prisberegner dosispakket medicin (apoteket.dk)
Kom i gang.
Du kan læse mere om dosispakket medicin i en brochure du kan hente på apoteket, eller læse her https://www.apoteket.dk/topmenu/~/media/Brochure/dosispakket/dosispakket.ashx
Du er selvfølgelig også altid velkommen til at stille spørgsmål til os, når du henter din medicin. Vi hjælper dig gerne i gang med dosispakket medicin.